Er fiktion en genre

Autofiktion repræsenterer en litterær hybridform, hvor grænserne mellem opdigting og dokumentarisk realitet flyder sammen, og begrebet har med tiden udvidet sin rækkevidde til også at omfatte visuelle medier som tv-produktioner og filmiske fortællinger, selvom dets oprindelige anvendelse var knyttet til skriftlige værker; på dansk er der endvidere blevet foreslået begrebet fiktiobiografisme som et alternativt udtryk for fænomenet, der bevidst udfordrer de traditionelle genregrænser ved at placere sig i et overlapmellemrum, hvor den klassiske selvbiografis faktuelle grundlag møder romanens friere kunstneriske udtryksformer, og heri ligger netop autofiktions særlige karakter, idet den typisk fokuserer på et afgrænset tidsafsnit af forfatterens eksistens, der gennemgår en mere eller mindre bevidst litterær bearbejdning, hvor virkelighedens råstof omdannes til æstetisk form.

I den snævre forstand forudsætter autofiktion en identitet mellem værkets protagonists navn og den reelt eksisterende persons, men tendensen har været at udvide betegnelsen til at dække alle romaner med et markant selvbiografisk præg, hvilket dog ikke nødvendigvis afspejler en ensartet forståelse af genren.

En minimalistisk definition, som blandt andre den danske forsker Stefan Kjerkegaard har argumenteret for, reducerer autofiktion til en skønlitterær kategori, hvor der foreligger en navnemæssig sammenfald mellem forfatter, fortæller og hovedfigur - uden at dette automatisk indebærer en empirisk korrespondance, en tilgang der bevidst undgår at tage stilling til den ofte polariserende debat om, hvad der adskiller fiktion fra ikke-fiktion, et dilemma der traditionelt har provokeret intense diskussioner.

Det er imidlertid indlysende, at det spændingsfelt, der opstår mellem navnelig identitet og faktuel troskab, åbner op for en mangfoldighed af kunstneriske strategier: Nogle værker, såsom Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, er præget af en så udpræget æstetisk stilisering, at de i mindre grad udfordrer læserens etiske dom, mens andre, eksempelvis den norske forfatter Karl Ove Knausgårds monumentale Min kamp, med sin mere umiddelbare og mindre forarbejdede fremstilling, nærmest inviterer til en moralsk afvejning af tekstens forhold til den ekstra-litterære virkelighed.

Dermed afspejler de to forfatterskaber fundamental forskellige syn på sprogets evne til at repræsentere eller forvrænge virkeligheden, hvilket gør en direkte sammenligning problematisk, på trods af at begge værker formelt set kan indplaceres under autofiktionsbegrebet. Knausgårds roman opfordrer i højere grad til en læsning, der søger referencer til den konkrete verden uden for teksten, hvorimod Rasmussens bogs mere abstraherede form ikke på samme måde appellerer til denne type ekstern validering.

Denne samtidige håndtering af flere sandhedsbegreber er netop det, der gør autofiktionen til et kontroversielt og omdiskuteret felt, en kontrovers der rødder sig tilbage til pionerer som Philippe Lejeune og Serge Doubrovsky, hvis modstridende opfattelser af sandhed lagde grundstenen for debatten: For Lejeune var fiktion ofte synonymt med bevidst vildledning, mens Doubrovsky derimod så den litterære fiktion som en vej til en dybere, mere ægte sandhed.

Konflikterne opstår således ikke som følge af, at værkerne er autofiktive, men derimod fordi de - ved at integrere selvbiografiske og referentielle elementer i en kunstnerisk ramme - uundgåeligt kolliderer med forskellige epistemologiske standpunkter og dermed skaber grobund for en række fortolkningsspil og potentielle misforståelser.