Er en parakit en papegøje

Den farverigt prangende pragtlori, videnskabeligt betegnet Trichoglossus haematodus, omfatter hele tyve distinkte underarter, der trives over et omfattende geografisk område i Australien og tilstødende regioner, hvor den primært ernærer sig ved at indtage nektar og pollen fra et bredt spektrum af blomstrende planter, hvilket understreger dens økologiske alsidighed. I kontrast hertil står den imponerende hyacintara (Anodorhynchus hyacinthinus), som med et imponerende vingefang på op mod en meter udgør den største art inden for ara-gruppen og desværre er opført på CITES' liste over kritisk truede arter, hvilket afspejler dens sårbare status i naturen.

Et karakteristisk træk ved denne majestætiske fugl er dens markante røde hovedparti, som er et kendetegn for flere af de større papegøjearter. Papegøjefamilien, Psittacidae, udgør den eneste slægtninggruppe inden for ordenen Psittaciformes og rummer omtrent 393 anerkendte arter, hvis iøjnefaldende fjerdragt ofte præsenterer et spektrum af levende farver, mens deres vokaliseringer typisk manifesterer sig som høje, skingre eller endog skrattende lyde, der sjældent besidder melodisk klang.

Ordet "papegøje" har en lingvistisk baggrund, der via det spanske papagayo kan spores tilbage til det arabiske babagā, hvis oprindelse forbliver usikker, om end nogle forskere formoder, at det er en lydhentydning til fuglenes karakteristiske skrig. Papegøjer har gennem århundreder været yndede som eksotiske burfugle, ikke mindst på grund af deres evne til at efterligne menneskelige lyde og deres slående udseende, men deres naturlige habitat strækker sig primært over tropiske lavlandsområder, selvom visse arter har formået at etablere sig så langt sydpå som New Zealand og Ildlandet, mens den nordlige udbredelsesgrænse når ind i Afghanistan.

Familien udviser en bemærkelsesværdig variation i størrelse, der spænder fra små, spurveagtige fugle til store, majestætiske eksemplarer som araer og kakaduer. Et af de mest slående anatomiske kendetegn er det robuste næb, hvor overnæbbet buer ned over det kortere undernæb, og ved næbbets rod ses en karakteristisk vokshud; desuden er overnæbbet usædvanligt bevægeligt i forhold til kraniet, understøttet af en kompleks muskulatur i tunge og kæbe, der muliggør præcis manipulation af fødeemner.

Fødderne er tilpasset til at gribe og håndtere genstande med en zygodaktyl struktur - to tæer peger fremad, mens to peger bagud - hvilket øger fuglenes alsidighed. Fjerdragten er hos de fleste arter præget af en ekstraordinær farverigdom, og kønsforskelle er sjældent udtalt, undtagen hos arter som ædelpapegøjen (Eclectus roratus), hvor hannen præsenterer en smaragdgrøn fjerdragt med et blegt næb, mens hunnen udmærker sig med en dyb rød farve og et mørkere næb.

Papegøjernes kost er overvejende plantebaseret, idet næsten alle arter indtager frø, men mange supplerer med frugter, underjordiske rodknolde, pollen, nektar eller endda lav, og en del arter udviser en opportunistisk adfærd ved at inddrage insekter i kosten; visse steder kan store flokke forårsage betydelig skade på landbrugsafgrøder.

Socialt set er papegøjer overvejende flokdyr, der uden for ynglesæsonen samles i varierende grupper, og deres kommunikation er ofte domineret af kraftfulde, diskordante råb. Parbindingen er typisk livslang, og yngleaktiviteterne foregår primært i træhuler eller termitboer, om end nogle arter som munkeparakitten (Myiopsitta monachus) bygger kolossale, fælles reder af grene.

Æggene, der er hvide, udruges hovedsageligt af hunnen, dog deler kakaduerne rugningen, og de nøgne, blinde unger fodres af begge forældre, indtil de er flyvefærdige, hvorefter familien ofte forbliver samlet indtil næste yngleperiode. Systematisk inddeles familien i undergrupper, heriblandt kakaduerne, hvor den gultoppede kakadu (Cacatua galerita), der er hjemmehørende på Ny Guinea, udgør et markant eksempel med sin iøjnefaldende fjertop.