Er det rav eller plastik

Jeg har dog ofte modtaget bestillinger på det specifikt fra mine bedsteforældre, men hvordan kan jeg egentlig afgøre, om det er autentisk rav eller blot en billig kopi, og hvad er de sikre metoder til at skelne ægte rav fra en falsk version, for når der på platforme som eBay omtales "menneskeskabt rav", føles det nærmest som om, det er fremstillet af plastik, selvom det påstås at stammer fra naturen, og det er desuden så hårdt, at det ikke engang lader sig ridse eller efterlade mærker, hvis man forsøger at bidskade på det, hvilket ellers burde være en klassisk testmetode for at bekræfte dets ægthed.

Når det drejer sig om rav og dets syntetiske modstykke, presserav, udsender begge en diskret, behagelig aroma, der minder om fyrreskov og harpiks, mens plastik enten lugter ubehageligt eller slet ikke afgiver nogen duft. Under ultraviolet belysning vil ægte rav udsende en blåhvid eller gulliggrøn glød, dog kan visse typer presserav og plastik også reagere på samme måde, og i mit tilfælde lyser det meste af mit rav netop i denne gulliggrønne nuance.

Hvis ravet er ubehandlet, kan man placere det i et glas med 1 deciliter vand - mens plastik vil flyde ovenpå, vil rav, polyester og bakelit synke til bunds, men hvis man opløser cirka 16 gram salt i vandet, vil det ægte rav stige op til overfladen, hvorimod polyester og bakelit forbliver på bunden, og det samme gør sig gældende for nogle varianter af presserav.

En anden metode er at varme en nål op og foretage en lille forbrænding på et ueksponeret område; ægte rav og presserav vil afgive den karakteristiske ravduft, mens plastik og polyester lugter af forbrændt plast, kasein minder om brændt mælk, celluloid har en svag kamferagtig lugt, og horn - som kan minde om rav, når det er aldret - vil udsende en forbrændingslugt, der ligner brændt hår.

Rav er brændbart, og som nævnt vil de forskellige materialer udsende deres respektive lugte, men syntetiske stoffer vil desuden tendere til at ose mere end ægte rav, og de vil ofte smelte og danne en klæbrig masse eller endda dryppe, mens kopal - som er ung, hærdet harpiks - antændes hurtigere end rav og har en tendens til at sprutte under forbrænding.

Hvis man forsøger at save i kopal, vil savklingen ofte sætte sig fast, da kopal smelter ved en lavere temperatur end rav, hvilket får klingen til at "fryses" fast i materialet. Skærer man derimod i rav eller kopal med en kniv, vil der opstå et muslet, blankt brud, der minder om flint eller glas, mens kunststoffer vil fremvise et glattere og mere jævnt snit. Det skal dog bemærkes, at indeslutninger af insekter eller planter ikke nødvendigvis er et bevis på ægthed, da kopal og kunstige imitationer ofte indeholder tilsvarende "fyld".

Skelnen mellem rav og presserav kan være yderst udfordrende, men der findes alligevel nogle indikatorer, man kan holde øje med: i presserav kan man undertiden observere svage, mørkere kanter mellem de små stykker, som ravet er presset sammen af, og disse mørke nuancer skyldes oxidation, som især forekommer under opvarmning og dermed kan være et tegn på, at ravet er presset; da fragmenterne har uens form, vil mønstret ikke være ensartet.

Ved at forstørre ravet kan overgangene mellem de enkelte pressede stykker også blive synlige, og dette fænomen minder om overfladen på hamret sølv, så et forsøg med en forstørrelse på ti gange kan afsløre disse detaljer.