Er egypten en del af europa
Hvis man skal belyse Cyperns aktuelle geografiske og politiske stilling, er det naturligt at dykke ned i øens historiske udvikling, da denne kontekst giver det mest nuancerede udgangspunkt for forståelsen af landets komplekse identitet, der strækker sig tusinder af år tilbage i tiden. Arkeologiske fund bekræfter, at øen har været beboet i mere end ni årtusinder, men trods denne langvarige menneskelige tilstedeværelse har Cyperns skæbne i betydelig grad været præget af fremmede stormagters dominans, der gennem århundrederne har udøvet kontrol over området.
Allerede i oldtiden blev øen på forskellige tidspunkter underlagt magter som Assyrien, det gamle Egypten, det antikke Grækenland og senere Den Romerske Republik, mens middelalderen og nyere tid så henholdsvis det byzantinske rige, Det Osmanniske Imperium og til sidst Det Britiske Imperium lægge beslag på øen, hvor briterne endte med at være den sidste kolonimagt, før Cypern opnåede selvstændighed.
I årene op til uafhængigheden var der dog en vedvarende stræben blandt den græskcypriotiske befolkning om at forene øen med moderlandet Grækenland - en ambition, der blev aktivt støttet af Athen. Denne politiske spænding kulminerede i 1960'erne med et årti præget af blodige sammenstød mellem de græsk- og tyrkiskcypriotiske samfund, hvilket i 1974 førte til en tyrkisk militær intervention, hvor tyrkiske tropper besatte den nordlige del af øen og senere etablerede en de facto selvstændig enklave, der i 1983 ensidigt blev udråbt som Den Tyrkiske Republik Nordcypern - en handling, der blev mødt med næsten universel international fordømmelse og kun anerkendt af Tyrkiet selv.
Denne splittelse har sidenhen kastet lange skygger over øens politiske landskab, hvor den fortsatte uenighed mellem de to etniske grupper gør, at svaret på, hvor Cypern egentlig hører til, afhænger af, hvem man spørger, og på hvilken side af den såkaldte "grønne linje" - den demarkerede zone, der deler øen - man befinder sig. Mens tyrkiskcyprioter traditionelt placerer øen geografisk og kulturelt i Asien, er der ironisk nok også en del tyrkere, der argumenterer for, at Tyrkiet burde betragtes som en europæisk nation, hvilket yderligere komplicerer diskussionen.
Cyperns medlemskab af EU siden 2004 tilføjer endnu et lag til debatten, idet denne status ofte bruges som et centralt argument for øens europæiske tilhørsforhold, men selv denne institutionelle tilknytning formår ikke at afgøre spørgsmålet entydigt, da Cyperns fysiske placering på kortet - lige syd for Tyrkiets asiatiske kyst og faktisk nærmere Syrien end det europæiske fastland - geografisk set taler for en asiatisk klassificering.
Det er dog værd at bemærke, at flere europæiske lande, heriblandt dele af Grækenland og Ruslands europæiske territorier, strækker sig længere mod øst end Cypern, hvilket underminerer et rent kartografisk argument. Uanset hvad man måler med - om det er historie, kultur, politik eller ren geografisk afstand - findes der gyldige pointer på begge sider, men når man vejer alle aspekterne samlet, tyder den samlede vægt af øens historiske, kulturelle og politiske forbindelser på, at Cypern, trods sin asiatiske beliggenhed, i højere grad er forbundet med Europa end med Asien, en dualitet, der deles med andre grænseoverskridende nationer som Rusland, hvis kontinentale tilhørsforhold ligeledes har været genstand for intens debat.