Er det nok med en bachelor

Jeg afsluttede gymnasiet som 23-årig, påbegyndte en videregående uddannelse, men blev nødt til at afbryde den på grund af sygdom, selvom jeg formåede at opnå et enkelt fag med topkarakter. Derefter arbejdede jeg frivilligt i et halvt år, inden jeg kastede mig ud i en ny bacheloruddannelse, som jeg næsten fuldførte ved 28-års-alderen, men skæbnen ville, at jeg blev ramt af sygdom lige da jeg skulle til at skrive mit bachelorprojekt, som derfor aldrig blev afleveret, og siden da har det været en kamp at få mulighed for at genoptage det på grund af uoverskueligt bureaukrati, en elendig vejleder og grov mobning fra medarbejdere på uddannelsesinstitutionen, hvilket til sidst førte til, at jeg brændte helt ud og måtte sætte projektet på pause for ikke at kollapse mentalt.

Jeg har nu været sygemeldt og i behandling i omkring et år, og det er usikkert, hvornår jeg endelig får afsluttet bachelorprojektet, men så snart det er overstået, planlægger jeg at fortsætte med videre uddannelse, selvom det vil tage tid. Samtidig bliver jeg konstant udsat for pres fra omverdenen om at finde et job, slippe for offentlig støtte, tage kørekortet, få styr på diverse praktiske ting, fordi jeg efterhånden "bliver gammel" - et pres, jeg forsøger at imødekomme ved at søge stillinger og deltage i jobsamtaler, men hvor resultaterne udebliver, fordi jeg ikke altid formår at præstere optimalt, og det gør ondt, for jeg har faktisk slidt hårdt hele livet og været igennem utallige udfordringer, uden dog at give op, selvom jeg indimellem må tillade mig at tage en pause for at kunne håndtere det hele.

Allerede som 19-årig blev jeg tilbudt at søge om førtidspension, fordi min sygdom gjorde, at jeg knap nok kunne fungere i dagligdagen. Derfor ser jeg det som en kæmpe bedrift, hvis jeg - enten som 30-årig eller senere - endelig får min bachelor i hus, og egentlig burde jeg være stolt af mig selv. Min bedste ven, der er ét år ældre end mig og nu er speciallæge, siger direkte, at jeg er en af de hårdest arbejdende personer, han kender, og at jeg besidder en enorm viden, både fagligt og livsmæssigt.

Hvis man måler sig selv ud fra samfundets generelle moralske forventninger, ender man med at lide, for det er nemmere sagt end gjort at undgå det pres - men man kan vælge at omgive sig med mennesker, der opbygger en og forstår, at livets mening ikke er fastlagt en gang for alle. Sæt dine egne mål, ikke andres. Vær klar over dine grænser og stå fast på dem.

Toler ikke mennesker, der insisterer på at kritisere dine valg, for de kender hverken din historie eller dine motiver. Du er din egen bedste allierede, men kan også blive din værste fjende, hvis du lader dig nedgøre. Overvej dette: Hvorfor skulle folk overhovedet kritisere dig for at uddanne dig i 30'erne? Hvis nogen begynder at komme med sådanne kommentarer, kan du spørge dem direkte: "Hvorfor generer det dig, at jeg i min alder vælger at uddanne mig inden for [fagområde] for at kunne arbejde med noget, der betyder noget for mig?

Hvilke konkrete negative følger har det for dig? " Jeg garanterer, at de ikke vil kunne svare noget fornuftigt. Og nej, du er ikke for gammel. Intelligente mennesker indser, at alle har forskellige livsforløb - at folk uddanner sig i alle aldre, og at succes ikke nødvendigvis handler om at have en ph. d. i kvantefysik, to børn og eget hus før man fylder 30. Hvis nogen tror det, lever de i en parallelverden, hvor virkeligheden benægtes.